Forårskoncert 09
foraarskoncert.bmp

Torsdag den 30. april var salen fuld på Avedøre Gymnasium. Mange glade mennesker var mødt op for at overvære gymnasiets store koncert. Og igen var elevkoncerten på Avedøre Gymnasium mere end en koncert.

Det var både et flot show bestående af spændende musik, levende billeder på storskærm og sjove værter, og hyggeligt samvær for skolens elever, tidligere elever, familiemedlemmer, venner og lærere. Publikum blev først mødt af synet af en flot rød/sort scene med skinnende bagtæppe og alle instrumenterne klar til brug. Herefter trådte de to festklædte værter ind – Martin og Marie – og så startede musikken.

”I Want You to Want me”, spillet og sunget charmerende af Tara Jam Band blev afløst af den meget smukke ”River Lullaby” kendt fra filmen The Prince of Egypt. Nævnes skal også den yderst energiske ”Song With a Mission” spillet af 1.b samt en ualmindelig flot udgave af ”A Thousand Miles” udført af elever fra 2. Og 3.x. Efter pausen kunne vi glæde os over den færøske sang ”Trøllabundin”, sunget af Elin kun akkompagneret af to trommer. Herefter foldede eleverne fra 2.b sig ud og tog salen med storm med bl.a. nummeret ”Believe Me” af Fort Minor.

Der var mange andre gode musikindslag og rektor Kirsten Jensen kunne til slut udtrykke sin stolthed og glæde over talentmassen på Avedøre Gymnasium.

Unless otherwise stated, the content of this page is licensed under Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 License