Studieretningsopgaven i 2.g er tænkt som en fordybelsesopgave i de fag, der tegner studieretningen.
Hensigten er at forberede eleverne til studieretningsprojektet i 3. g, ved at give eleverne mulighed for på forpligtende måde at gennemføre et skriftligt samarbejde mellem 2 studieretningsfag.
Orientering:
Omkring 1. november kommer Ole Vilhelmsen rundt i klasserne og orienterer omkring de store opgaver i 2. g, herunder studieretningsopgaven, hvor især køreplanen og formaliteterne vil blive gennemgået.
Indkredsning af muligheder:
I hver klasse udarbejder de relevante faglærere forskellige emnekredse og fagkombinationer, som eleverne kan vælge fra.
Vejledning:
Den generelle vejledning vedrørende opgaven finder sted i timerne op til den 19. december. Hver klasses lærerteam finder ud af, hvem der står for dette i hver klasse.
Den individuelle vejledning aftales og arrangeres individuelt eller gruppevis med eleverne og lægges uden for timerne.
Vejledningen skal primært bruges til at få eleven til at nå en indkredsning af problemformuleringen og til at få godkendt det faglige materiale, eleven ønsker at benytte.
Valg af fag og emne:
En af vejlederne afleverer en udfyldt formular med elevernes valg af fag senest mandag den 19. december, kl. 14.00 på kontoret.
Vejlederne kan, hvis det er nødvendigt, få eleverne til at vælge om, således at belastningen på fagene så vidt muligt blive ens.
Krav til opgaven:
Eleverne kan arbejde sammen i grupper i forberedelsesfasen, men de skal aflevere en individuelt besvaret opgave.
Opgaven skal have et omfang på ca. 10 sider ekskl. forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste, noter og bilag, og den skal udarbejdes på dansk.
Der skal udfærdiges et resumé på engelsk, der skal være på 15 – 20 linier.
Elevtid:
15 timer. Dette giver 3,375 timer til retning og vejledning pr. elev til deling mellem de to lærere, som indbyrdes aftaler, hvordan de deler vejledningen mellem sig.
Opgaveformulering:
Opgaveformuleringen laves af vejlederne.
Opgaveformuleringen udleveres til eleverne af vejlederne fredag den 27. januar, eventuelt dagen før.
Skrivedag:
Eleverne har fri for almindelig undervisning torsdag den 9. februar til at gøre opgaven færdig og udskrive den.
Aflevering:
Opgaven afleveres på kontoret senest fredag den 10. februar, kl. 8.00 i to eksemplarer og afleveres inden da elektronisk til en oplyst Urkund-adresse.
Bedømmelse: Citat fra en tidligere, men i denne sammenhæng relevant bekendtgørelsen:
”3. Bedømmelse
3.1 Bedømmelsen af opgavebesvarelsen er en faglig helhedsvurdering i forhold til de faglige mål i de fag der indgår i studieretningsprojektet.
Ved bedømmelsen lægges der herudover vægt på nedenstående forhold:
– om projektet er besvaret i overensstemmelse med opgaveformuleringen, herunder de afgrænsninger og krav, der indgår i denne
– om der er sammenhæng mellem den tidsmæssige ramme for projektet og opgavebesvarelsens omfang og kvalitet
– om eksaminanden selvstændigt har udvalgt, inddraget og anvendt relevant baggrundsstof for besvarelsen
– om eksaminanden har anvendt passende faglige analyse- og arbejdsmetoder ved besvarelsen
– om stoffet er behandlet tilstrækkeligt dybtgående
– om der er gennemført en kritisk vurdering på et fagligt og metodisk grundlag
– om der er sket en selvstændig bearbejdelse og perspektivering af stoffet
– om problemstillingerne har været særligt vanskelige og komplekse
– om stoffet er formidlet på tilfredsstillende måde
– om der er præcise henvisninger og fyldestgørende dokumentation
– om alle kilder er oplyst
– om noter og litteraturliste er korrekte og fyldestgørende
– om fremstillingen i opgavebesvarelsen er overskueligt disponeret, og den sproglige udformning er klar, præcis og ensartet igennem hele besvarelsen.
3.2 Hvis opgavebesvarelsen helt eller delvist er udarbejdet på et fremmedsprog, er kravene til den sproglige udformning de samme, som hvis den var skrevet på dansk.”
Disse kriterier tilpasses til ”2.g niveau”.
Karakter:
Der gives én karakter, der indgår i grundlaget for elevens standpunktskarakter i fagene.
(Opdateret 18.08.11)